mandag den 30. september 2013

Referat af ”Sidste time”.

Det hele starter på gymnasiet Elverhøj, hvor syv gymnasielever, Nicoline, Augusta, Taus, Kenneth, Inga, Iris og Rasmus, møder op i biologilokalet til eftersidning. Der dukker ingen lærer op og pludselig bliver alle skolens døre og vindurer lukket og låst. Klassens fjernsyn tænder af sig selv, og fortæller eleverne at de er der for at opklare et mord. Eleverne tror først at det er en spøg, og at der er nogen, der laver fis med dem. Pludselig finder de et lig af en gammel lærer i klasselokalet, og klassens fjernsyn, som ikke er sat til, viser klip fra reportage programmet ”Sidste time”. Eleverne opdager at programmet bliver sendt Live fra gymnasiet, og begynder virkelig at blive bange. Eleverne indse nu sagens alvor, om at der muligvis er en morder iblandt dem, og er fast besluttet på at finde en vej ud. Rasmus er den første der melder sig til at hente hjælp, og kravler ud af et tagvindue. Imens at han er væk tænder fjernesynet igen med endnu et klip fra ”Sidste time”. Denne gang fortæller værten, at det er Rasmus, som politiet mistænker for at have begået mordet på biologilærer, Gerluf Løvholm. Eleverne går i panik og tør nu ikke at lukke Rasmus ind igen. Det resulterer i at de bevidner, at han falder ned af taget og dør. Eleverne begynder nu at mistænke hinanden, og en efter en bliver de brutalt offerer for den ukendte morder. Til sidst er der kun elevlen, Nicoline, tilbage. Nicoline opdager at morderen er den afdøde biologilærer Gerluf Løvholm, efter at have undsluppet ham et par gange. Pludselig ser Nicoline endnu et klip fra ”Sidste time”, og det går op for hende at udsendelsen er forud for hendes tid. Programmet viser skolens sidste offerer, som bliver båret ud fra skolens bygning, nemlig hende selv. Det når kun lige at gå op for hende før Gerluf får krammet på hende, ved at halvhugger hende.
Filmen slutter tilbage i biologilokalet, hvor det hele startet med de syv elever. Den efterlader seerne i en uvished om det overhovedet er sket eller ej.


Skrevet af Jenny K. Nielsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar